⌨​ Stamholmen 175, 2. sal, 2650 Hvidovre

Erfaren revisor

Vil du arbejde i en virksomhed med høj medarbejdertilfredshed og bidrage til et godt kontormiljø med høj faglighed? Og kan du lide tæt kundekontakt og alsidige regnskabs- og revisionsopgaver?

”Her får du de faglige udfordringer, der gør det sjovt og spændende at gå på arbejde, og så tager vi balancen mellem arbejde og fritid bogstaveligt,” fortæller revisor, Lajla Gaarde, der er 31 år og har en HD (R) bag sig.

​Spil en nøglerolle med kunderne i centrum:

Som revisor bliver du en del af et mindre, men succesfuldt, revisionsfirma, der betjener små og mellemstore virksomheder i et meget uformelt kontormiljø med 20 engagerede revisorer. Dit arbejde bliver bl.a. at udarbejde regnskaber og udføre revision for vores kunder, både på vores kontor men også ude hos kunderne. En vigtig del af din rolle er også at udføre professionel rådgivning og over tid betjene din egen portefølje, ligesom du er med til at kvalitetssikre dine kollegaers arbejde.

”Opgaverne spænder vidt. Du får faktisk de opgaver, du selv gerne vil have, og du kan nemt komme til at arbejde med hele paletten af opgaver og udfylde en vigtig rolle for vores kunder. Og så kan du hurtigt få mere ansvar, afhængig af dine ambitioner,” fortæller din nye kollega og revisor, Thomas Jørgensen, der er 32 år. Han har en HD (R) og cand. merc. aud bag sig.​

Fokus på både arbejde og fritid:​

Hos os er det en selvfølge, at der er en god balance mellem arbejde og fritidsliv. Vi har den holdning, at overarbejde kan undgås ved god planlægning – på den måde forekommer overarbejde kun i begrænset omfang hos os.

”Vi gør nok en del mere ud af work-life balancen end mange andre. Men vi gør det, fordi vi synes, at det giver bedst mening og de bedste forudsætninger for at udføre sit arbejde. Vi vil hellere have mest muligt ud af de timer, vi er her,” fortæller Lajla.


Et stærkt og ungdommeligt revisionsteam med kunden i fokus:

Hos Revision Sjælland får du mulighed for at sætte både dit faglige og sociale præg. Vi har et godt socialt sammenhold med mange arrangementer og sociale tiltag.

”Vi burde være kendt for at have det sjovt. Vi er rigtig gode til at hygge os, og vi gør meget ud af det sociale. Jeg er sikker på, at du bliver rigtig glad for at være en del af vores team,” fortæller Thomas.

Præsentabel og ambitiøs revisor med solid erfaring:

Du har mindst 4 års erfaring fra en lignende stilling med revision og regnskab. Du er vant til at arbejde med gængse revisionsprogrammer som Revimentor eller tilsvarende.

”Vi leder efter en dygtig revisor med en god personlighed, der har ambitioner og lyst til at tage mere ansvar på sigt. Og som arbejder godt selvstændigt og er målrettet og struktureret. Det er de vigtigste egenskaber for at udfylde rollen. Og så skal du selvfølgelig have lyst til at have det sjovt sammen med os,” slutter Lajla, der sammen med Thomas ser frem til at tage godt imod en ny kollega.

Klar på at bruge dine evner i en succesfuld virksomhed?

Vi holder samtaler løbende, så send din ansøgning og dit CV hurtigst muligt til Partner, Henrik Danmark på hd@revision-sjaelland.dk. Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Henrik på 6060 6350.

​Tilmeld nyhedsbrev

Adresseoplysninger

Revision Sjælland

Stamholmen 175, 2. sal
2650 Hvidovre

Kontaktoplysninger

​Telefon: 36 88 50 50

E-mail: info@revision-sjaelland.dk

CVR: 28309791